2017 er mit år!

Jeg havde allerede følelsen kort før jeg stoppede, at 2017 bliver mit år. Det bliver året, hvor jeg får et nyt job og en lejlighed. Den følelse har jeg dog stadig.

Jeg er gået ind i det nye år med selvtillid og troen på, at det hele nok skal gå!

Det ville da være løgn, hvis jeg sagde, at det ikke ville være mærkeligt når jeg vågnede op mandag den 2. januar og ikke skulle på arbejde. Selvom jeg udemærket vidste, jeg ikke længere skulle stå op om morgenen for at tage på arbejde og det at det var den rigtige beslutning jeg havde taget, så gik der noget tid før det gik rigtigt op for mig. Jeg følte i den første stykke tid, at jeg havde ferie. Men jeg skulle jo også lige finde en eller anden form for hverdag igen.

For mig, så jeg det at stoppe pr. 1. januar som en god ide - nyt år, ny start - det passede så poetisk sammen. 😊 Men det jeg så lige havde glemt var følelsen af, at Januar er lang. Det kommer egentlig ikke som nogen overraskelse for januar er altid lang. Det er måneden efter alle de mange sammenkomster med kolleger, venner og familier, det er en dyr måned, og så er det en mørk måned, det er ikke meget man ser til solen i januarmåned. Derfor syntes jeg også det var meget rart med lidt "ferie". 😁 Men helt ferie og sjovt syntes jeg heller ikke det var, for det er jo sådan, at når man selv siger op, har man karantæne i 3 uger, så for mig føltes det som en ekstra laaang januar.

De første tre måneder gik med at sende ansøgninger, at gå til de obligatoriske møder med A-kassen og Jobcentret, og så prøve at bevare troen på, at det nok skal lykkedes alt sammen. Jeg vil dog sige, det har været svært i perioder, især når man kun får afslag på afslag. Men sådan er det jo.

Jeg har endnu ikke fundet den rigtige opskrift, og det tror jeg nu heller ikke jeg kommer til, for det er forskelligt hvad folk og især virksomheder kigger efter i ansøgningen og CV'et. Det handler i bund og grund om at være heldig og eventuelt at kende nogen som kender nogen (som kender nogen)... Det er meget svært synes jeg, men så igen der var jo ingen, der sagde, det skulle være let.

Der er også nogen som jeg har sagt til mig, at du har jo ikke været ledig i så lang tid, så jeg skal ikke brokke mig. Jeg kan godt se hvad de mener, og jeg mener nu heller ikke, at jeg brokker mig som sådan. 😉 Men altså man skal også bare lige tænke på, at jeg har mentalt været klar til at finde et andet arbejde siden maj sidste år og derfor sidder jeg tilbage med følelsen om at være i processen i længere tid end hvad jeg har været. Så jo officielt har jeg kun været ledig siden 1. januar 2017 og det er jo ikke lang tid...der er nogen som har været ledig i længere tid end jeg har.

Folk er jo nysgerrige og der er jo kun ét spørgsmål man kan stille ledige: "er der så noget at søge?" Der kan jeg gentage mig selv hele tiden ved at sige, "jo, det er der, men jeg er også bare oppe imod rigtig mange ansøgere". På de fleste stillinger er der jo mellem 150-600 ansøgere, og jeg finder da en del ledige stillinger dagligt inden for markedsføring og kommunikation. Jeg har bare ikke været heldig endnu, men jeg har stadig min gode mavefornemmelse.

"Men hvad kunne du så tænke dig arbejde med?" Jeg kunne virkelig godt tænke mig at arbejde videre med Sociale Medier og gerne også med eventplanlægning. Jeg har ingen præferencer i forhold til hvilke firmaer eller brancher, jeg sender min ansøgning til den virksomhed eller organisation, som jeg synes lyder spændende og interessant. Der er jo mange virksomheder og organisationer, der søger sådan nogen som mig, så det skal da nok også lykkedes - det er ganske vist. For 2017 er jo mit år! 😉

At tage den rigtige beslutning...

Som jeg skrev i sidste uge, så tog jeg på ferie til det dejlige og solrige Gran Canaria for at få slappet af og samle energi til det næste stykke tid. Derudover skulle jeg også bruge ferien på at være sikker på min beslutning.

Mange af jer har nok gættet det, men mandag, da jeg kom tilbage fra min ferie, gik jeg ind til min chef og fortalte, at jeg stod ved min beslutning om at stoppe i FSR – danske revisorer fra årsskiftet, den 1. januar 2017. Jeg vil sige, at den torsdag, da jeg sendte min opsigelse føltes jeg allerede lettere, som om jeg blev 10 kg lettere, men da det endelig blev en realitet var jeg endnu mere lettet og glad for min beslutning. Der var ingen der vidste noget udover mine to chefer, og det skulle ud om tirsdagen til resten af huset, men der skete desværre det kedelige, at om tirsdagen bliver to af mine kollger opsagt, og vi mente derfor ikke, det var på sin plads, at det også skulle offentliggøres, at jeg havde opsagt mit job. Hvilket jo egentlig lyder lidt mærkeligt, når jeg tænker tilbage på det, men det gav mening på det tidspunkt.

Vi havde julefrokost om fredagen, og da det stadig ikke var kommet ud, bortset fra et par enkelte kolleger kendte til det, gik jeg ind til en af mine chefer og spurgte hvornår det ville blive offentliggjort, fordi jeg gad godt, at det var ude inden julefrokosten senere den dag. Vi skriver så sammen det lille indlæg til intranettet og så var det ude. Det var også en dejlig følelse for mig, for nu skulle jeg ikke længere gå og holde på det, for en hemmelighed var det jo ikke.

Det der nok kom bag på mig, og så alligevel ikke når jeg tænker over det, det var, at det rent faktisk ikke kom bag på mine kolleger, at jeg havde sagt op. De har åbenbart også kunnet mærke det på mig.

I de næste par uger kommer jeg mere og mere tilbage til mit "gamle jeg". Jeg var blevet mere glad og var ikke så træt mere, der var ikke længere noget som jeg ikke kunne klare. 😊 Det var også noget som både mine kolleger, venner og familie kunne mærke.

Jeg var til en anden julefrokost senere i decembermåned, hvor rigtig mange af gæsterne, som jeg kun ser to gange om året, kom over til mig og sagde, "hvor ser du godt ud!" Som om jeg ikke havde gjort det tidligere, men nu forstår jeg, hvad de mente med det. Og det kom faktisk også lidt bag på mig, at folk som jeg ikke ser så tit, faktisk også har kunnet mærke, der var noget galt med mig og at jeg har virket træt på en eller anden måde. Der var én der sagde, nu var jeg ikke længere hvid i hovedet, jeg havde fået farven tilbage i ansigtet og mine øjne var begyndt at stråle lidt igen. Det har taget en lille smule pusten fra mig, men samtidig så var det også en bekræftelse i, at jeg havde taget den rigtige beslutning.

Nu skal det ikke lyde sådan, at jeg overhovedet ikke har været glad for at arbejde i FSR – danske revisorer, for det har jeg. Jeg har lært rigtig meget, og især da jeg kom under vingen på den adm. direktør. Jeg har lært rigtig meget af hende og ikke mindst om mig selv. Hun gav mig chancen for at bevise mit værd og hun gav mig et stort ansvar med især FSR Studerende, hvilket har været med til at give mig selvtillid og troen på, at jeg godt kan mit arbejde og at jeg er god til det!

I den tid jeg var i direktionssekretariatet udviklede jeg mig allermest både professionelt og personligt, og det er jeg mega taknemmelig for.

Nå, men den 21. december 2016 blev min sidste arbejdsdag i FSR – danske revisorer. Det var dagen før sidste arbejdsdag inden juleferien for de fleste. Det var en lidt mærkelig dag, og det føltes også lidt som om, at mange af mine kolleger ikke lige helt var med på, at det var min sidste dag og jeg ikke kom mere ind på arbejde.
Det var ikke alle jeg nåede at sige farvel til, og sådan er det jo, men de fleste fik jeg dog sagt farvel til samt god jul og godt nytår. Og ellers er der jo det der Facebook og LinkedIn, som gør, at man kan følge hinanden og se hvad der sker...det er faktisk ret smart. Den person eller de personer, som har fundet på det her, har jo været geniale - hvis du ikke allerede er der, så kan jeg godt anbefale det. 😂

Når man rammer muren...

Dette indlæg skal ikke ses som en klagesang eller som jeg prøver at fremstille nogen som en syndebuk. Det handler mere om hvordan min oplevelse af da jeg ramte muren frontalt. Det er nok det mest personlige jeg har skrevet indtil videre, men det bliver nok ikke sidste gang.

Jeg har kun haft et fuldtidsarbejde so far, og jeg ved, at det sker for rigtige mange mennesker hver dag. På grund af flere organiseringsændringer har jeg været flyttet rundt mere end et par gange, og jeg har haft svært ved at finde mit fodfæste arbejdsmæssigt. Jeg ved også, der er en del som måske har haft det værre end jeg har, men jeg synes, jeg har haft en hård start på arbejdsmarkedet. Det var i hvert ikke sådan jeg troede det ville være.

Som jeg har skrevet i tidligere indlæg, så havde jeg knapt været ansat i 4 måneder, da jeg oplevede min første fyringsrunde. Når man er nyuddannet og skal ud på arbejdsmarkedet er det ikke lige det her man tænker kommer til at ske, sådan lige efter man er startet. Det hele var stadig nyt for mig. Jeg skulle til at finde min plads i teamet og organisationen. Jeg blev ikke fyret, men jeg var meget tæt på. Jeg var dog så heldig, at man kunne bruge mig nede i en anden afdeling, så derfor blev jeg rykket derhen. Så går der lidt over 2 måneder, så stopper chefen for afdelingen, og det første jeg tænker er: hvad skal der så ske med mig?

Lige før sommerferien 2015 bliver jeg spurgt, om ikke jeg kunne tænke mig at blive flyttet hen i direktionssekretariatet, da man kunne bruge mig der og jeg alligevel havde et så godt samarbejde med den adm. direktør i forhold til vedligeholdelse og videreudvikling af FSR Studerende. Så der flytter jeg så hen, dog først officielt 1. august. Det går rigtig godt, og jeg føler efterhånden, at jeg har fundet min plads i organisationen. Der er et travlt efterår i vente, men så snart det begyndte at blive vinter, så fandt vi ud af, at de opgaver jeg sad med ikke var nok i forhold til at fylde en uges arbejde på 37 timer hver uge. Så jeg begyndte at hjælpe til i andre afdelinger og med andre ad-hoc opgaver i afdelingen jeg sad i.

I starten af 2016 går en af mine kollegaer på barsel, og barselsvikaren fik et godt tilbud som man ikke kunne sige nej til. 😊 Så i stedet for at prøve at rekruttere en ny barselsvikar, vælger man at spørge mig, om ikke jeg kunne have lyst til at hjælpe til og påtage mig opgaven. Jeg skal så lave to fuldtidsarbejdendes opgaver, men fordelingen af "arbejdsbyrden" var således, at jeg skulle arbejde som "barselsvikar" i fire dage og den sidste dag var til min egne opgaver. Det blev dog aldrig rigtig sådan, for det flød bare ligesom lidt sammen det hele.

Som du kunne læse i mit sidste indlæg, så havde jeg et travlt efterår med store opgaver, mange større og mindre projekter, og andre ad-hoc opgaver jeg nu kunne være mine kollegaer behjælpelig med. Det var ikke fordi jeg ikke kunne klare arbejdspresset, men jeg vil gerne indrømme, der var nogle virkelig stramme uger i efteråret, hvor jeg ikke kunne overskue det, men jeg klarede det med hjælp fra den ene af mine chefer og kollegaer.

Jeg havde siden sommerferien 2016 haft tænkt på at søge andre steder hen, så samtidigt med mit travle efterår arbejdsmæssigt, søgte jeg også andre stillinger, hvilket begge mine chefer var bekendt med og de var meget behjælpelige på det punkt. Derudover havde jeg også lidt udfordringer på den private front, jeg har for eksempel, som du også har kunnet læse i tidligere indlæg, prøvet at få mig en lejlighed. Det er bare ikke så let som man tror eller håber. 😕

På et eller andet tidspunkt skulle det jo gå galt. Jeg havde bare ikke selv set det komme, også selvom det var svært at komme op om morgenen. Min arbejdsglæde var ligesom ikke den samme, og jeg er endda virkelig glad for at arbejde og lave forskellige slags opgaver, altså bare så længe jeg har noget at tage mig til, så er jeg glad. Jeg var også meget træt og havde ikke meget overskud til at lave noget, hverken i hverdagene eller i weekenderne, og så havde jeg også en kortere lunte især når jeg var sammen med familien – der skulle ikke meget til før jeg blev sur eller ked af det.

Men torsdag den 17. november gik det så helt galt, der sagde min krop stop! Jeg havde haft et morgenmøde, som ikke lige var gået så godt og det var simpelthen dråben, der fik mit bærer til at flyde over. Aldrig i mit arbejdsliv, vel og mærke, har jeg været så ked af det, og jeg vidste ikke rigtigt, hvorfor jeg var det. Der var kun to dage til jeg havde en uges ferie, hvor jeg skulle ned og slappe af på Gran Canaria, ligesom jeg var i foråret. Men det var så galt, at jeg blev nødt til at ringe til min Bedste og bede hende om at komme ind at hente mig på arbejdet, så hun kunne køre mig hjem, for jeg kunne ikke sidde bag rattet og selv køre i bilen hjem. Hun "truede" med at tage mig til lægen for at få mig sygemeldt, men det ville jeg bare ikke – for jeg var jo ikke syg!

Om eftermiddagen valgte jeg så at sende min opsigelse til én af mine chefer. Det kom som et chok for min chef, at jeg valgte at opsige min stilling uden at have noget på hånden. Da jeg skulle på ferie, fik jeg lov til at tænke over det i den uge, og så give en melding når jeg kom hjem igen. Hvis jeg stadig ville, så stod min opsigelse ved magt ellers ville vi glemme den, hvis det ikke var det jeg ville alligevel.

Jeg tog på arbejde om fredagen – der er nok nogle, der synes, det er jo helt vild tåbeligt og dumt af mig – men jeg skulle lige ordne nogle ting inden jeg tog på ferie, jeg ville ikke også have de ting hængende over mit hoved mens jeg havde ferie. Lørdag tager jeg til Gran Canaria, og er væk i en uge.

Work, work, work...

Før jeg kan skrive de næste par indlæg, som fx handler om min sidste ferie i 2016 og nogle andre store beslutninger jeg tog, bliver jeg nødt til at give lidt baggrundshistorie først.

Efter sommerferien er der altid travlt på arbejdet for mit vedkommende, altså som i ekstra travlt. Jeg var nemlig ansvarlig for studiekampagnen ved studiestart på fire universiteter (CBS, Aarhus, Aalborg og SDU i Odense), som jeg har prøvet en enkelt gang tidligere, nemlig året før.

Jeg synes, det er en spændende og udfordrende opgave, og ikke mindst et stort ansvar, for det gælder ikke kun om at gøre opmærksom på FSR - danske revisorer, men også medlemskabet FSR Studerende. Denne gang var jeg meget mere forberedt end jeg var i 2015, men sådan er det jo, når man har prøvet det en enkelt gang, så sidder det nærmest på rygraden, det gør det i hvert fald for mig. 😉

Denne gang skulle jeg så også selv stå foran eleverne og snakke om vejen til at blive statsautoriseret revisor og hvilke muligheder der var, men også hvordan foreningen hjælper ikke kun hjælper sine medlemmer, men alle revisorer generelt, i hvert fald politisk set.

Det var sjovt at stå foran dem og fortælle om alt det, det er noget jeg godt kan lide. Jeg tror det stammer fra min dansetid, hvor jeg har skullet stå på gulvet foran flere hundrede mennesker og nogle dommere. Jeg synes også det var sjovt, da jeg var bachelorvejleder, hvor jeg også skulle stå foran en hel masse nye ansigter og viderebringe informationer om skolen og studielivet, men også sørge for, at de ville få en uforglemmelig første uge inden studiestart. Selvfølgelig var jeg nervøs alle gangene og havde sommerfugle i maven, men hvis ikke jeg havde det, så ville det også være mærkeligt. 😉

Nå, men udover at være ansvarlig for studiekampagnen havde jeg sidenløbende blandt andet også ansvaret sammen med en kollega for den årlige prisuddeling, Danica Prisen. Det er en prisuddeling, hvor man i samarbejde med Danica Pension hylder de fem bedste afhandlinger. I 2016 var der rekordmange ansøgninger og udvalget havde defor fundet seks afhandlinger, som var i Le Grand finale. De sidste par år havde uddelingen været afholdt i Tivoli, men i 2016 valgte vi at tage et andet sted hen, nemlig Odd Fellow Palæet, København. Hvis I ikke har været derinde, så vil jeg anbefale jer at tage derind, der er simpelthen så flot og historisk, man kan fx tage derind når der er kulturnat. Det er en oplevelse værd!

Jeg elskede alt ved opgaven. Dét at få lov til at arrangere en så stor prisuddeling med op til 140 deltagere, var lidt som en drøm, der gik i opfyldelse for mig, i hvert fald arbejdsmæssigt. Jeg fik også muligheden for at prøve min journalistiske side af, da jeg skulle interviewe alle finalisterne, hvilket også var ret sjovt - jeg blev fx tilbudt at komme med på ferien, hvis altså jeg kunne garantere, at de ville vinde. Selve arrangementet gik også virkelig godt, alle var glade og tilfredse. Skal man holde fest eller events, så kan jeg sagtens anbefale Odd Fellow Palæet, servicen er virkelig i top. 😊

En anden opgave jeg også havde sideløbende var revisorelevuddannelsen og SR-Akademiet (uddannelsesforløb for kommende statsautoriserede revisorer). Alt vedrørende revisorelev-uddannelsen var mere administrativt arbejde, hvor det med SR-Akademiet var lidt mere omfattende end blot administrativt arbejde. Her skulle jeg fx også være tilstede på uddannelsesstedet, som var på et hotel. Så jeg fik også muligheden for at komme på forskellige hoteller rundt om i Danmark, hvilket også var en oplevelse, og så var det en anderledes arbejdsdag, hvilket jeg ikke havde noget imod. 😁

Oveni alt det her, så flyttede jeg plads igen. Jeg skulle nu sidde fast oppe i kursus- og uddannelsesafdelingen, dog stadig med en fod i direktionssekretariatet, da jeg stadig var ansvarlig for FSR Studerende. Jeg kunne sagtens se, at det gav mening for mig at flytte fra den ene afdeling til den anden, da 75 pct af min tid skulle bruges i den afdeling, men det var bare endnu en flytning. Og nu var jeg så glad for at være der hvor jeg sad af forskellige årsager, men sådan er det jo i dag på arbejdsmarkedet.

I de næste par indlæg vil jeg komme lidt mere ind på hvilken påvirkning det hele har haft på mig og om nogle af de store beslutninger, jeg har måttet tage. Stay tuned...

I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme...

Som efterhånden en lille ny tradition, holdte vi også sommerferien hjemme i det danske land sidste år. Denne gang gik turen til Fyn. Jeg har besøgt Fyns land rigtig mange gange og jeg elsker den dejlige lille ø, der er ligesom en slags stilhed og ro uanset hvorhen på øen man er.

De fleste gange jeg har været der, har jeg været i Faaborg, Middelfart, Svendborg og selvfølgelig Odense. Denne gang startede vi i Nyborg og sluttede så af i Odense.

Min Bedste og jeg havde fundet nogle hotelophold på Nyborg Strand Hotel i sjovt nok Nyborg og Hotel Domir i Odense, ligesom vi også havde fundet stedet i Jylland året før. 

Vi var i Nyborg fra mandag til onsdag. Her kørte vi så rundt omkring og så Fyn. Vi tog blandt andet op til Fyns Hoved, hvor vi aldrig havde været før. Det var virkelige smukke omgivelser deroppe. Jeg havde fået fortalt, at det var her, at især malere tog op for at male de fantastiske grønne arealer eller for at få inspiration til baggrundsmateriale til fx portrætter o.l.

Da vi nu alligevel ikke var langt fra Kerteminde, gik vi også en lille tur rundt i byen, hvor vi fik en af byens berømte vaffelis. De smagte også virkelig godt, men man stod lang tid i kø for at få en. 😊

Onsdag gik turen videre til Odense...

Jeg havde fødselsdag den dag vi skulle videre, men først kunne jeg lige nyde en fantastisk morgenmad med udsigt til Storebæltsbroen - det var ikke så ringe endda. Herefter tog vi så videre til næste stop. Da vi var kommet lidt tidligt, kunne vi desværre ikke få værelset med det samme, så vi gik en lille tur rundt i Odenses gader. Vi havde indtil videre haft ret meget held med vejret, når vi kørte og var indendørs regnede det, men når vi så var udenfor skinnede solen. Helt så heldige var vi desværre ikke, da vi var i Odense. Det regnede meget af tiden vi var der og det var blevet lidt koldere. Jeg var ellers i min overbevisning om inden vi tog afsted, at det skulle være godt vejr hele ugen, så jeg havde derfor kun taget shorts med, og som sagt, mente Vorherre noget andet. Det havde ikke været koldt de første par dage, det var først, da vi ankom til Odense, at det kølige vejr valgte at komme. Så jeg blev nødt til at gå ind at købe et par lange bukser, hvis ikke jeg ville være syg. 😉

Onsdag aften havde jeg bestilt bord på Flammen. Der var en buffet med en lakseforret, otte forskellige slags kartofler, tolv slags kød, en salatbar og fem forskellige slags saucer. Normalt er der også suppe til forret, men fordi det var sommer, så havde man valgt at lave det om til dessert, så man kunne få koldskål. Det var et virkelig hyggeligt sted og god betjening. Det kan varmt anbefales!

Om torsdagen gik vi i H.C. Andersens fodspor gennem byen. Det er altid hyggeligt og spændende, man kommer til at se byen fra en anderledes vinkel og så er det en god måde at se  noget historie på og ikke mindst opleve lidt af den danske kulturskat.

H.C. Andersen er en folkekær historiefortæller, og alle kender ham. Jeg kan huske, da jeg var i Australien, var det blandt andet noget, som alle jeg lærte at kende, kendte til og havde læst hans mange fortællinger. Det var dog ikke alle, der vidste, han var dansker, men det kunne jeg jo så fortælle dem. 😉 For dem er det gode og eventyrlige fortællinger, hvor for mange danskere er det mere end det. Det er også fortællinger om hans eget liv og opvækst. Der er rigtig mange, der kan relatere sig til hans livshistorie, men hans eventyr er en måde at komme væk fra virkligheden i en kort stund. Det var også lidt dét, som jeg tror, H.C. Andersen selv gjorde.

Fredag gik turen hjem, men inden vi tog turen over Storebæltsbroen igen, så var vi liiiiige forbi Svendborg. Det er en slags tradition min Bedste og jeg har. Denne dag skinnede solen og det var varmt - en god måde at slutte ferien af på. 😊

H.C. Andersen har også skrevet i et af hans digte, som senere er en velkendt sang: "I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme..." Det er noget jeg i hvert fald godt kan relatere til, især jo ældre jeg bliver.

Der er mange måder at føle sig dansk på. Jeg er stolt af at være dansker, når jeg tager rundt i landet og oplever det på ny, eller når de danske atleter i Rio laver deres livs største præstationer ved at vinde medaljer. Jeg er lidt af en sportsnørd, så ja, jeg så alle danskerne vinde og få deres medalje - bortset lige fra én eller to. Jeg stod op om natten eller tidligt om morgenen for at se finalen, det var så stort og fantastisk, men også historisk.

Når der sker sådan nogle historiske ting eller når den danske kronprins får sin prinsesse, så går danskerne over i eventyrfortællingerne, og de fleste gange går det tilbage til H.C. Andersen - han bor i os og dukker især op på de store dage. Han er en stor del af de danske værdier, og han er en del af mig. Det er for mig, hvad fx gør mig dansk.

At tage på ferie som single

I slutningen af april sidste år tog jeg på ferie - alene vel at mærke!

Der var mange, der op til min ferie, spurgte om jeg godt turde det og om jeg ikke ville kede mig? Jeg svarede hver gang, at jeg havde rejst flere gange tidligere alene og jeg var ikke bange for, at jeg ville kede mig. Jeg skulle simpelt hen bare ned at slappe totalt af og være mig selv.

Jeg overvejede mange forskellige rejser, men valgte til sidst at låne et sommerhus af nogle bekendte. Min Bedste og jeg har tidligere lånt det og jeg har været der nogle gange, så det var et område, jeg følte mig tryg i og behøvede ikke at være turist på samme måde, som når man tager til et nyt sted. Det var på Gran Canaria i Playa del Inglés, og sommerhuset ligger i et lukket område, så det er ikke alle der bare lige kan komme ind.

Jeg rejste lørdagen efter St. Bededag og kom hjem igen søndag ugen efter. Det var faktisk ret godt planlagt, for så skulle jeg "kun" på arbejde i tre dage bagefter og så stod den på miniferie igen (Kristi Himmelfartsdagene) - så jeg kom aldrig "rigtigt" tilbage på arbejde før ugen efter igen. 😜

De første to feriedage skulle jeg lige vænne mig til, at jeg ikke havde nogen at snakke med, men på den anden side, så passede det mig også helt fint. Det var faktisk rart ikke at tænke på andre end sig selv. Man skulle ikke tænke på hvor og hvornår man skulle have noget at spise, det styrede man helt selv. Jeg havde taget min bærbar med, men jeg fik ikke brugt den udover til at se en film eller to på, som jeg havde taget med derned. Og tro det eller lad vær, så var jeg faktisk heller ikke på de sociale medier - foruden en gang eller to, da jeg fik en glædelig nyhed om familieforøgelse. Men ellers var jeg slet ikke på og det var faktisk også rigtigt rart, for man bliver hurtigt afhængig af det - det er jeg i hvert fald stadig den dag i dag - så det var rart med nogle fridage derfra, for verdenen går jo ikke under, hvis ikke man er på. 😉

Det er dog lidt sværere at gøre når man er hjemme, for her er der jo net hele tiden og  så er det så nemt, for mobilen er nærmest limet til ens hånd og hvis ikke den er, så er den i hvert ikke langt væk. Det er lidt sjovt at tænke på, hvor hurtigt man kan vænne sig til noget og hvor lang tid man er om at blive vænnet af med det igen.

Nå, men når jeg ikke var på de sociale medier, hvad lavede jeg så??

Jo, jeg brugte tiden på at være oppe ved poolen, sidde på terrassen og læse bøger, og ellers gik jeg en tur eller to bare for at få rørt mig lidt. Og selvom jeg havde været der tre-fire gange før, så gik jeg ad nogle veje, hvor jeg ikke havde været før. Så jeg fik faktisk oplevet noget nyt alligevel, selvom det ikke var planen. 😉

Det her var første gang i mit liv, at jeg var helt alene med mig selv. Altså jeg har da været alene hjemme i weekender o.l. men det er ikke det samme. Denne gang rejste jeg væk fra det hele og dem allesammen, for virkelig at være alene, og nøj, hvor jeg elskede det! Jeg fandt virkelig roen og var nærmest et nyt menneske, da jeg kom hjem igen - det var i hvert fald, hvad mine kollegaer og andre jeg kender fortalte mig.

På hele turen var der kun et enkelt øjeblik, hvor jeg følte mig alene. Det var min sidste aften og jeg havde besluttet mig for at tage op og spise i en restaurant, som jeg kender rigtigt godt. Der kom en hollandsk familie på fem, der satte sig ved bordet ved siden af mig og de ligefrem gloede på mig! Det var som om de bare ventede på, at der skulle komme én og sætte sig ved bordet sammen med mig, men det gjorde der ikke. Det var ikke særligt behageligt at blive begloet sådan på. For ellers havde jeg overhovedet ikke på et eneste tidspunkt tænkt over, at jeg var alene.

Jeg kan kun anbefale andre til at "turde" tage en tur med kun sig selv, hvad enten det er op i et sommerhus i DK eller på en slags charterferie i udlandet eller noget helt tredje, det er ligemeget bare så længe man er alene med sig selv. Jer som har været afsted på ferie alene ved i hvert fald hvad jeg snakker om - det skal opleves!

Det skal lige siges, at det ikke var sådan en rejse, hvor jeg lige pludselig fandt mig selv eller ind i mig selv, eller hvor jeg lærte mig selv bedre at kende - for den oplevelse havde jeg allerede haft, da jeg var i Los Angeles og i Australien. Det her var blot en tur, hvor jeg virkelig kunne slappe af og være mig selv. Og jeg kan godt fortælle jer, at det ikke er sidste gang, at jeg har gjort det! 😁

Går ind i et nyt år

Nu har jeg set lidt tilbage på 2015. Som altid har det været et kulturelt år, men på den anden side, så går der ikke et år, hvor jeg ikke har været det mindste kulturelt - det ligger simpelthen i blodet på mig. Nogle år er dog mere kulturelle end andre. Men uanset om jeg oplever meget eller lidt, så elsker jeg det!

Jeg synes, det er lidt sjovt at tænke på ordet kulturelt, hvad betyder det egentligt? For mig betyder det at opleve nye steder, fx byer i Danmark eller lande, jeg aldrig har været før og genbesøge steder jeg har været som barn eller besøgt mange gange tidligere Det betyder også at opleve kunst på en ny og spændende måde såsom at se balletopvisning på Christiania, men også på den mere traditionelle måde, såsom gå i teateret, på museer, i biografen og til koncerter. 

D-A-D koncert, Fredagsrock i Tivoli

2015 var også et historisk år, hvor Andreas Mogensen, den første danske astronaut fløj op i rummet d. 2. september. Jeg sad om morgenen og så det lige inden jeg skulle afsted på arbejde, det var ret vildt at opleve. Det er noget jeg sent vil glemme.

Arbejdsmæssigt var det et godt år, jeg fik større ansvarsområder såsom at have ansvar for studiemed-lemskabet, FSR Studerende, som  inkluderede markeds-førings- og kommunika-tionsstrategi på fx de sociale medier, og en studie-kampagne til de fire store universiteter. Og så var det i sommeren 2015, at jeg flyttede fra stabscenteret, hvor jeg havde været siden 1. januar, til direktionssekretariatet, hvilket var noget nyt, spændende og stort for mig.

Når jeg så ser ind mod året 2016, har det ikke været meget anderledes end 2015. Der har også været en del kulturelle oplevelser, og jeg vil nok mene, at det var året med en del op og nedture, mere end sædvanligt. I vil i de næste par indlæg måske få en bedre indsigt i hvad det er jeg taler om med mine nedture.

Det skal ikke forstås sådan, at der vil komme nogle triste indlæg eller noget i den retning, men alt kan jo ikke være en dans på roser, kan det vel?

For at starte et sted, så startede 2016 med, at jeg blev barselsvikar for en kollega, der sjovt nok var på barsel. 😉 Men vikaren, der var blevet ansat og nåede lige at være på pinden i en måned, fik tilbudt et andet fuldtidsjob, som man ikke kunne sige nej til. Og da man kun havde en måned til at finde en ny samtidig med, at man skulle nå at sætte den nye ind i systemerne og alt det andet, så spurgte man mig, om jeg havde lyst til at hjælpe til. Det skal lige siges, at min egne arbejdsopgaver beholdt jeg stadig. Jeg skulle bruge 75 pct. af min tid på at hjælpe til i kursusafdelingen mhp. SR-Akademiet (uddannelse for statsautoriseret revisorer), revisorelevuddannelsen og Danica Prisen. De sidste 25 pct. af min tid skulle bruges på mine egne opgaver. Der var en del at holde styr på, men jeg tog det som en udfordring, og ellers så havde jeg nogle virkelige søde og hjælpsomme kollegaer. 😊 Fordelen ved at det blev mig, der trådte til, var, at jeg kendte allerede til systemerne, kursusafdelingen og foreningen, hvilket gjorde det nemmere for mig at sætte mig ind i de nye opgaver.

2016 var et udfordrende og krævende år, hvor jeg lærte mig selv meget bedre at kende, men det vil jeg komme meget mere ind på i de næste par indlæg. 😉